Uddannelsesklausulen
Uddannelsesklausulen
Uddannelsesklausulen stiller krav om uddannelse af lærlinge og elever på opgaver og projekter af en vis størrelse og varighed.
I Københavns Kommune vil vi gerne bidrage til flere lære- og elevpladser til de mange unge under uddannelse. På de opgaver og projekter, hvor vi vurderer, at det er muligt at uddanne elever og lærlinge, gælder der derfor uddannelsesklausuler. Klausulerne stiller krav til leverandører og tilskuds- og støttemodtagere om at beskæftige elever og lærlinge, når de arbejder på en opgave for Københavns Kommune.
Hvad er uddannelsesklausuler?
Uddannelsesklausuler er – ligesom Arbejdsklausulen – et kontraktvilkår mellem Københavns Kommune og en privat leverandør eller støtte/tilskudsmodtager. Klausulen er enten skrevet ind i selve kontrakten eller bliver vedlagt kontrakten og anses som en del af kontrakten. Det er derfor et brud på kontrakten med Københavns Kommune, hvis uddannelsesklausulerne ikke bliver overholdt.
Du kan se eksempler på uddannelsesklausuler, der stiller krav om at uddanne lærlinge og elever via links nedenfor.
Uddannelsesklausulens målgruppe
Uddannelsesklausulens målgruppe omfatter elever og lærlinge (arbejdstager) som Leverandøren indgår eller har indgået en uddannelsesaftale med enten:
- i henhold til lov om erhvervsuddannelser, herunder som voksenelev/-lærling eller på baggrund af realkompetencevurdering;
- som led i en Brancheuddannelse reguleret af lov om arbejdsmarkedsuddannelse mv.;
- eller som er omfattet af en lignende uddannelsesordning i et andet EU-land, der fører til faglært status.
Hvornår gælder uddannelsesklausulerne?
Uddannelsesklausulerne bliver vedlagt kontrakter på opgaver, der har en vis varighed og en vis økonomisk størrelse – det vil sige på opgaver, hvor det er muligt at uddanne lærlinge og elever.
Som hovedregel skrives en uddannelsesklausul ind i en entreprenør-/leverandørkontrakt på bygge-/anlægsområdet, på driftsområdet samt på tjenesteydelsesområdet, når opgaven:
- Har en varighed på minimum 6 måneder fra kontraktunderskrivelse til levering
- Har en kontraktværdi på minimum 5 mio. kr. og/eller en lønsum på 4 mio. kr.
Der skal skrives en uddannelsesklausul ind i en entreprenør-/leverandørkontrakt vedr. renoveringsopgaver, når opgaven:
- Har en kontraktværdi på minimum 5 mio. kr.
- Eller have en lønsum på minimum 3 mio. kr.
Hvis du er leverandør og byder på en opgave, vil det altid fremgå i udbudsmaterialet, hvor mange årsværk elever og lærlinge, der skal være beskæftiget på opgaven.
Leverandørens proaktive uddannelsesplanlægning
Leverandøren er forpligtet til aktivt at samarbejde med Københavns Kommune (KK) om planlægning og gennemførelse af nødvendige tiltag for at sikre beskæftigelsen af det krævede antal elev-/lærlingeårsværk. Leverandøren er forpligtet til at udpege en ansvarlig, der er placeret et passende højt niveau hos Leverandøren, for dette samarbejdet. Samarbejdet kan indledes med et opstartsmøde mellem Københavns Kommune og Leverandøren.
Leverandøren er, som led i den proaktive uddannelsesplanlægning for Kontrakten, forpligtet til at udarbejde:
- en dynamisk uddannelsesplan der dækker aftaleperioden
- kvartalsvise statusrapporter for progression i Leverandørens arbejde med beskæftigelse af elever og lærlinge knyttet til kontraktens genstand
- en slutopgørelse af præsterede elev-/lærlingetimer knyttet til kontraktens genstand
Den dynamiske uddannelsesplan; De kvartalsvise statusopgørelser og Slutopgørelsen af præsterede elev-/lærlingetimer fremsendes som dokumentation til KK. Anvend evt. skabelonen herunder.